4. december på SPØRG OM JULEN – Var Jens Vejmand Jesus’ forgænger?
Posted by Spørgeredaktøren på december 4, 2008
Morfar spørger:
Er det rigtigt at før Jesus var det Jens Vejmand der var hovedfigur i julen? Jeg har læst noget om et kæmpebattle i Vojens??
Karsten Klingon Olesen svarer:
Qapla’ batlh je, Morfar!
Julen er jo en festlighed, som er ældre end Jesus – det ved alle. Ægyperne byggede flere tusind år før vor tidsregning pyramiderne, så solen på årets længste dag – og det er jo lige ved juletid – skinnede lige gennem indgangen og belyste den forgyldte sarkofag, hvor der lå en ganske speciel person. Men hvem var det egentlig, der lå der? Det er såmænd JENS VEJMAND!
Husk på, at de, som byggede pyramiderne kom fra en fjern galakse – helt præcis den mindre Magellanske sky (Fra den store magellanske sky kom Aztekerne og helt fra Hestehovedtågen midte kommer Grev Ingolf). Kaptajnen på det første koloniseringsfartøj, som disse intergalaktiske pionerer kom i, hed Jens Vejmand. Han blev hurtig en elsket og beundret skikkelse, og det var meget populært at få malet et portrætbillede af sit barn på skødet af ham mens han sad og kiggede ud af vindspejlet i sit cockpit. Vi har fra den tid fået overleveret sangen ”Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd?”, som er en hyldest til rumvæsenernes fører Jens Vejmand. Kludene er for øvrigt de primitive lokales beskrivelse af hans seje rumdragthandsker. Efter hans død hyldede man Jens vejmand på årets korteste dag, fordi det var så sørgeligt at han var borte, og man derfor gerne ville have søgreriet overstået i en fart. Sådan opstod julen oprindeligt.
Med hensyn til et kæmpebattle i Vojens, kender jeg ikke noget til det. Det ville dog være oplagt at udgrave hele Vojens undergrund, ud fra den tese, at (vo)Jens Vejmand måske ligger begravet der…
Mvh Karsten K Olesen
Johannes Bøsballe med et alternativt svar:
Dåresnak!
Spørgeren er en debil provokatør, som prøver at gøre sig morsom på bekostning af HERREN og hans jomfrubårne søn. lad mig slå fast med blodstænkede syvtommer rosentræsnagler: Der er intet menneske over og ingen ved siden af Jesus – kun hans fader – hærskarernes Herre ADONAI ELOHIM, og må jeg så være fri for den slags blasfemisk tale. Forbandet være Morfar og alle hans gerninger.
Slaget ved Vojens - skal det dog retfærdigvis siges – er faktisk en virkelig begivenhed, som fandt sted på en mark uden for byen i 1865, hvor en samling Indre missionske hædersmænd jog en flok obsternasige horekarle, eller Grundviganere, som de ynder selv at kalde sig, bort fra egnen. Takket være denne vigtige sejr er det den dag i dag vanskeligt at opdrive et kortspil, eller SATANBILETTER, som det retteligen burde hedde, på hele den jyske ås.
Guds fred, trods alt, Morfar. Må herren tilgive dig.
- Johannes Bøsballe
Har DU et spørgsmål til panelet? spørg HER








Yngve sagde
I er alle bløde i bolden. Alle ved, at Jens Vejmand er identisk med den Evige Jøde, Ahasverus, som beskrevet af blandt andre Frederik Paludan-Müller, der jo også var agent for Illuminati. Forbindelsen til Vojens er også klar, idet Jerusalems Skomager i det 20. århundrede slog sig ned i Bredebro, der ikke ligger langt fra Vojens. Her startede denne Stormester Ecco Sko, der nu er ved at udbrede sin indflydelse til Ecoo World!
Morfar sagde
Jeg takker og bukker for de fantastiske svar.
Således oplyst vil jeg trænge ud i verden og sprede det gode budskab.